| Gourmetcaféen I hjertet af Aarhus' latinerkvarter ligger gourmetcaféen Mefisto. De nu restaurerede lokaler var for årtier siden hjemsted for lystige kvinder, berusede mænd og andet godtfolk, der slog sig løs til langt ud på de lyse timer. Dengang hed stedet ”Karrusellen” og fungerede som et slags ”lysthus”, der tiltrak en ganske anderledes gæstekreds end det nuværende Mefisto gør.
I dag byder stedet ganske vidst også et bredt publikum velkommen. Forretningsmænd, kunstnere, studerende og familier ses hver aften ved restaurantens borde, mens de nyder alt fra dagens 4 retters menu til et godt glas.
På kort tid har den københavnske fiskekok Lars Kyllesbech formået at indtage Aarhus' restaurationsmiljø. Hans gourmetcafé forener på imponerende vis gæsternes ønske om at spise god mad i hyggelige og uprætentiøse omgivelser til en overkommelig pris.
Lars Kyllesbech har også tidligere været med til at skabe den ene succes efter den anden i den københavnske restaurationsbranche, ligesom han var den yngste i Danmark i sin tid til at modtage den prestigefyldte Michelin-stjerne. Ligeledes kan Kyllesbech skrive forfatter på sit cv efter han første gang i 1997 udgav Politikens Fiskekogebog. Alt dette til trods arbejder Kyllesbech i dag ud fra mantraet: Enkelt, Ukompliceret, Hyggeligt.
Således tilbyder køkkenet hver dag en smagfuld 4 retters menu, ligesom det changerende menukort indeholder diverse fiskedelikatesser som for eksempel det populære ”Stjerneskud” eller den franske fiskesuppe bouillabaisse.
Om sommeren kan man nyde Mefistos skønne gårdhave, som ved solnedgang emmer af sydlandsk stemning, og som ved frokosttid er det ideelle sted at indtage en salat eller Mefistos lækre gourmettallerken. Når Mefisto kalder sig gourmetcafé, er det fordi stedet også indbyder til en kop kaffe og måske en dessert sidst på eftermiddagen, en kold fadøl i den hyggelige gårdhave eller en ostetallerken akkompagneret af et godt glas vin. Kort sagt. Enkelt, ukompliceret og hyggeligt.
![]() |
![]() |